Robert Whitaker
Det er ikke så ofte en mand fra en ikke-faglig gruppe gør et stort ståhej for mange ting indenfor videnskaben. Robert Whitaker er en sådan mand. Hans startede sin karriere som almindelig medicinsk journalist og var redaktør på Harvard Medical Review. På et senere tidspunkt arbejdede han som freelancejournalist. Whitaker var optaget af at skrive om de medicinske fremskridt medicinalindustrien gjorde og som han var entusiastisk indenfor. På et tidspunkt, i 1994, ser han to rapporter, som gør ham opmærksom på, at der noget der ikke passer sammen med, hvad man almindeligvis ser og hører om resultaterne af behandlingen af psykisk sygdom i tidskrifter og fagbøger om psykiatri. Den ene rapport var fra NIMH, National Institute of Mental Health, svarende til Socialministeriet, som viser at mennesker med skizofrenidiagnose generelt har det dårligere end for 20 åre siden. Den anden rapport var fra WHO og handlede om resultater af behandling af skizofreni i den vestlige verden sammenlignet med situationen i den så kaldt tredje verden. Denne rapport viser, i modsætning til, hvad man skulle forvente, at antallet af mennesker med psykiatriske lidelser i tredje verden kommer sig hurtigere på trods af ringere økonomiske og sociale forhold, og at forbruget af psykofarmaka er meget mindre i denne del af verden. Det drejer som f.eks. om Indien og Nigeria. Man skulle jo kunne forvente det omvendte; at vi i den vestlige verden har både økonomiske og medicinske forudsætninger til at behandle mennesker med psykiatriske lidelser langt bedre.
Psykiatrisk praksis under lup.
Whitaker begyndte at undersøge psykiatrien i USA og skrev bogen Mad in America, der udkom 2002. I denne bog gennemgår han psykiatriens udvikling, særligt ud fra hvordan psykiatrien selv præsenterer sig som en videnskabelig praksis fra 1700 tallet frem til vore dage. Psykiatrien havde, til forskel fra den somatiske medicin, svært ved at udvikle og opfinde tilsvarende vellykkede behandlingsmetoder, som f.eks. penicillin, insulin og andre helbredende behandlinger, som kunne bruges mod dødelige sygdomme. Asylerne blev fyldt med flere og flere patienter. Man havde ikke noget reelt at byde på der kunne tømme afdelingerne. Der blev derfor eksperimenteret med alle mulige midler og med den somatiske medicin som ideal. Derfor er det sjældent en målrettet forskning, der udvikler de psykiatriske behandlinger, men mere idéer af tilfældig art. En af mange (uvidenskabelige men autoriserede) idéer var, at et chok havde god effekt på psyken. I 1800tallet havde man udviklet forskellige chok-praksisser, som f.eks. at gå over en bæk på en bro med faldlem, hvor man falder i det kolde vand og bliver fisket op 200 meter nede af bækken (hvis man er heldig og kan svømme) eller man bliver fikseret i en stol, der er monteret til en lang stang der sættes i rotation, sådan at organerne bliver rystet på plads igen! Diverse kirurgiske indgreb med fjernelse af indre organer giver negative resultater, i værste fald med døden til følge.
Der laboreres med forskellige medikamenter, som skal skabe ro i sindet. Disse metoder bliver til at begynde med altid præsenteret som revolutionerende og man kan dokumentere hvilken god effekt de har. Desværre varer denne effekt ikke så længe og bliver opgivet. Insulin-behandling er et andet eksempel på dette. Man giver patienten store doser af insulin og fremkalder et insulinchok, hvilket resulterer i, at patienten bliver bevidsthedsløs. Derefter gives en sukkeropløsning og patienten kommer til bevidsthed igen. I bogen kan vi også læse om, hvordan lobotomi, ”det hvide snit”, blev udviklet af portugiseren Egas Moniz. Det fik han nobelprisen for i 1949. En udøver af lobotomi, Freeman, tog 25 dollar for en operation, der i starten af lobotomiens historie forgik på følgende måde: Man tager en issyl og stikker den ind over øjet i retning mod frontallappen og vrider om for at afskære nervebaner. Freeman kørte stolt rundt i USA i en ”lobo-car ”hvilket bl.a. kan ses på You Tube. Senere bliver lobotomi udført med et operativt snit gennem kraniet. Desværre uden bedre resultat, som vi ved nu og behandlingen er heldigvis en saga blot. Den gang var det videnskab på et meget højt plan. Whitaker peger i bogen på to forskellige historier; den officielle som viser gode resultater og den uofficielle, der viser hvilket ringe resultat denne behandling faktisk gav. Ikke uden grund er den stoppet.
Den psykiatriske revolution som blev til en epidemi.
I løbet af 1950erne bliver psykofarmaka introduceret og det forventes at revolutionere psykiatrien. Det er her spørgsmålet rejser sig for Whitaker, når han læser de to rapporter: Hvordan kan det være at behandlingsresultaterne går ned af bakke på trods af den farmakologiske udvikling? Denne undren var noget Whitaker ikke kunne forlade og han gik i gang med at undersøge disse forhold, hvilket resulterede i bogen Den psykiatriske anatomi i 2010. Den udkom på dansk sidste år. Bogens forlag, PsykoVision, der også er et firma, som arbejder med forskellige metoder inden for recovery, holdt et dagsseminar i maj i år med Robert Whitaker. PsykoVision havde inviteret alle, der kunne have lyst fra såvel psykiatrien som lægemiddelindustrien til en åben paneldebat om kritikken mod psykofarmakas negative effekt. Der var ikke nogen, der meldte sig på banen. Lægen Peter Gøtzsche fra Det Nordiske Cochrane Center deltog også med et oplæg om hans ti myter om psykofarmaka, som han har skrevet om i pressen tidligere.
Jeg fik mulighed for at interviewe Whitaker, da jeg gerne ville høre lidt om hans forudsætninger for at skrive bøgerne og hvad hans mission er. Jeg spørger derfor om, hvor han har fået sin viden fra, hvad der kvalificerer ham til at være den kritiker han er?
Robert Whitaker (RW) Hvorfor har jeg en viden om dette? To dele. Jeg stoppede i1994 som chefredaktør på Harvard Medical Review, hvilket er et ugeligt forsknings-tidskrift, der bliver læst af bland andet af læge og forskere. Tidsskriftet er på et meget højt videnskabeligt niveau. Den anden er, at jeg startede med at skrive om viden om ny medicin. Læserne var professionelle, ikke ”alminelige” mennesker. Jeg lærte mig om forskning, medicinsk videnskab og medicin gennem at interviewe forskere om forskningens metodologi og om forskningsrapporter.
Mats Widsell (MW) Er du blevet kritiseret fordi du ikke er læge, eller hvad bliver du kritiseret for?
RW: Jeg forsøger i en proces at gennemgå alt der er skrevet om det aktuelle emne og er aldrig blevet kritiseret for at overset en rapport. En anden ting, der er et studie om langtidseffekt af psykofarmaka (som gennemgås i bogen) af Martin Harrow, der er en af de få af slagsen. De fleste undersøgelser, også de kontrollerede med kontrol-grupper mv, forgår ofte i kun 6 uger. Harrows undersøgelse har nu 20 år af opfølgning. Min læsning af hans rapport viste, at det gik bedre hvis patienterne ikke fik medicin. Jag viste, hvad jeg så for Harrow, og til sidst var han enig, men sagde at han ikke måtte sige det højt, for så fik han det ikke publiceret. I det sidste oplag af min bog (som også er den danske) viser rapporten, at det går bedre for de ikke medicinerede. Det gælder både patienter med skizofrenidiagnose og bipolar sygdom. Nu viser rapporten at min læsning er rigtig, og nu er jeg med som reference i Harrows rapport!
MW: Man kan altid vise hvad man vil med forskning. Kan du blive kritiseret for at have en egen agenda?
RW: Vi alle har mange ting igang. Det jeg undersøger er en forskningstradition. Min agenda er, at jeg viser, det er det omvendte af, hvad den officielle version er. Hvis du mødte mig i 1990 sagde jeg: Fuck terapi. Hvad jag gør er at følge en ide og undersøge hvilke beviser, der er for kort og langtidseffekt. Hvilke data kan jeg finde? Hvad skete der før medicinen kom? Det var ikke studier af dem som var kritiske jeg læste og har brugt, det var studier af NIMH selv. Jeg fulgte ikke nogen direkte men begyndte at studere, hvad vi er for en nation. Jeg forsøger at følge, hvad der er sket før og efter medicinen kom. Jeg er blevet kritiseret mange gange, men der er aldrig nogen der har fundet noget jeg har overset eller taget fejl af. Harrows rapport er det eneste longtime studie vi har, så jeg forsøger følge den. Jeg spørger altid mig selv: Har jeg overset noget, hvad er jeg sikker på at jeg har fået med?
MW: Er du bevidst om dette, hvordan prøver du at få det hele med?
RW: Jeg forsøger at præsentere et stort billede, jeg vil at bogen skal gøre to ting. Et: Der er deres forskning og to: Det har ikke været muligt at finde noget, der modsiger resultatet.
MW: Ja, du sagde i dit oplæg, at de siger at du har ret, ”but don´t tell anyone! ”
RW: Ja, da bogen kom ud var jeg nervøs. Der er mange bøger der kritiserer psykofarmaka, men jeg bruger deres egen forskning. Jag vil vise hvad deres egen forskning viser og jeg ville ikke, at de skulle sige jeg har tvistet noget. Jeg var bekymret for, om de skulle finde noget. Jeg var inviteret til at tale ved en konference, som en patientgruppe insisterede på jeg skulle deltage i. Responsen blev som forventet, ”desværre har han ret.”
MW: Mit indtryk er at du er sober og refererer til, hvad andre har sagt eller skrevet. Gøtzschse er jo læge, så hans kritik kommer inde fra, måske er det enklere for dig at kritisere, da du er udefra?
RW: Jeg er ikke en del af stammen (tribe), så de kan ikke udelukke mig, de kan kun kritisere mig. Kun som budbærer. ”Kill the messenger. ”
MW: Var det et chok, da du læste WHO´s rapport om effekten af skizofrenibehandling?
RW: Ja. Jeg havde ikke noget interesse på det tidspunkt i at vise noget særligt kritisk. Jeg var grundlæggende positiv til den medicinske udvikling. Men når jeg ser dette, at resultaterne ikke var gode, så jeg noget, der vakte min nysgerrighed. I min første bog, Mad In America, forsøgte jeg at finde ud af, hvor de dårlige resultater var og begynde at studere psykofarmaka forskningen.
Hvad var det der var galt?
Som den grundige mand Whitaker nu er, gik han i gang med at undersøge et stort antal forskningsrapporter, både fra medicinalindustrien og fra den videnskabelige psykiatri (som det mange gange var svært at skille fra hinanden, da læger arbejder som forskere og konsulenter inden for den medicinske industri). Hans undersøgelser viser kort fortalt, at langtidsbehandling, særligt med neuroleptika som bruges ved psykosebehandling, bidrager til større risiko for tilbagefald efter afsluttet behandling sammenlignet med dem, som behandles kortvarigt eller slet ikke med neuroleptika. Dette gælder også den senere tids neuroleptika som efter sigende ikke skal skabe lige så alvorlige bivirkninger som de præparater, der kom i halvtresserne. Whitakers påstand, som han har fra mange forskere, er at denne form for medicinering faktisk skaber en sårbarhed for tilbagefald. Det vil sige, at den medicinske effekt som præparatet skal have, har den modsatte effekt ved langtidsbehandling, hvilket er den almindelige måde at bruge medicinen på. Ovenikøbet er der en myte som siger, at man har behov for medicinsk behandling af psykotiske tilstande på den samme måde som en diabetiker har behov for insulin; nemlig resten af livet. Argumentet for dette er, at de patienter der stopper med den medicinske behandling får tilbagefald og derfor ikke kan være uden medicin. Whitaker vender på denne argumentation og siger på bagrund af de mange undersøgelser han har kigget på: Fordi man har taget medicin i lang tid får man større risiko for tilbagefald. Dette kaldes også for en iaktrogen skade, det vil sige når medicinsk behandling skaber sekundære lidelser.
Hvad er alternativet?
Alternativet er, siger Whitaker, at man under en meget kort og begrænset tid, giver den mindst mulige dosis, eller som praksis i det vestlige Lappland i Finland er, at man forsøger at undgå neuroleptika overhovedet, især ved første gangs psykoser. Resultaterne fra Lapplandsmodellen viser, at deres alternativ til traditionel behandling af psykoser har reduceret antallet af nye skizofrene patienter fra 35 per 100 000 i halvfjerdserne, til 2 i dag! Dette er veldokumenteret i mange forskningsrapporter af blandt andet Jaakko Seikulla. Whitaker bruger Lapplandsmodellen som et bevis på, hvad der er i vejen med traditionel behandling af psykotiske tilstande. Det gælder særligt om at undgå kronifisering af den psykotiske tilstand, hvilket ellers leder til en skizofrenidiagnose. Dette vender jeg tilbage til i en anden artikel her i Systemisk Forum.
At mange i dag kan komme sig efter lang tids behandling ser Whitaker ikke som et argument for at fortsætte med medicinsk behandling. Det der er interessant her er at se, hvem der klarer sig bedst efter behandlin, dem der har taget reduceret mængde under en reduceret tid. Det gælder for neuroleptika ( psykosemedicin) såvel som antidepressiv medicin og angstdæmpende medicin, eks. Valium.
Whitaker har også undersøgt hvad der er sket med mennesker der er blevet behandlet med antidepressiv medicin, både den ”gamle” formen og den nye der uheldigvis kaldes lykkepiller. Tendenserne er de samme som ved neuroleptikabehandling: Større risiko for tilbagefald ved langvarig behandling og risiko for afhængighed, hvilket bland andet viser sig ved vanskelige forløb ved nedtrapning af medicinen.
Ny viden om ADHD-behandling.
Whitaker pegeger en tredje ting som er meget urovækkende. Det er tegn på at børn med ADHD-diagnose der behandles med ritalinpreparater løber risiko for at udvikle bipolare tilstand, det der før i tiden kaldes for manio-depression, som voksne. 20 % af alle amerikanske børn under 16 år er i behandling for en eller anden psykiatrisk lidelse. Det er et skræmmende bilede som vi til en hver prise ikke ønsker her i Danmark. Whitaker har påtaget sig den utaknemmelige men uhyre vigtige opgaven at formidle disse fakta. Utaknemmelig opgave, da han hele tiden bliver konfronteret fra det medicinske etablissement.
En vigtig bog om noget der berør mange mennesker.
Den psykiatriske epidemi er en velskreven bog af en engageret forfattere. Den indeholder både interviewer med folk som har brugt medicin i mange år, og referat af forskningsrapporter på en læsevenlig måde. Man behøver ikke have forkundskaber om hjernens funktion eller psykofarmaka, det får man i bogen. Whitaker fortæller historien om de forskellige mediciners tilblivelse, både inden for psykiatrien og deres forbindelse til medicinalindustrien, såvel som hvordan det amerikanske socialministerie (NIMH) og den amerikanske psykiaterorganisationen APA har ageret for at gøre det muligt. Whitaker ærende her er, at vise på en kritisk måde (i den oprindelige betydning, at læse nøjagtigt, ikke negativt) hvad der er sket i en disciplin der udgiver sig for at være videnskabelig, men som har endt i en meget vanskelig situation. Derfor behøver vi alternativ til en psykiatri med overmedicinering, kronifisering, overforbrug af tvangsfiksering og medicin der skaber vanedannelse i stedet for frigørelse fra lidelse. Whitaker tager Lapplandsmodellen som et eksempel på dette. I næste artikel bliver derfor denne model præsenteret, og med et interview med Jaakko Seikkula der er den kendteste repræsentant for Åben Dialog og Netværksarbejde.
Litteratur af Robert Whitaker:
Mad in America, Basic Books 2002
Den psykiatriske epidemi, Psykovision, dansk oversættelse 2013
Der er mange klip med Robert Whitaker på You Tube, bland andet fra København i 2012, der anbefales.