Denne to dages workhop handler om hvordan man i samtaler med sine klienter, elever, patienter etc. kan skærpe sin evne til at etablere en dialog, der fokuserer på størst mulig opmærksomhed. At lytte er ikke kun at bruge sine ører men også at henvende sig på en særlig måde. Attentionel betyder således at både være opmærksom på den andens tale, og at henvende sig til denne på en direkte måde.

Der er mange tegn på, at det der virker bedst i terapi og behandling ikke er den metode eller tradition man arbejder udefra, men evnen til at etablere en konstruktiv relation med klienten. Inden for terapiforskning bruges begrebet ”uspecifikke faktorer” som et samlingsnavn for det som har terapeutisk effekt, men som ikke er metodeafhængigt. Disse faktorer er blandt andet terapeutens måde at samarbejde på. Uspecifikke faktorer er et lidt uheldigt begreb, da der faktisk er mange ”specifikke” ting man kan gøre for at optimere sin praksis. Denne workshop giver nogle idéer og forslag til hvordan.

Det terapeutiske arbejde består blandt andet i at bruge den viden vi har erhvervet os gennem årene og som efterhånden er blevet en vane. Ikke på rutine men på en rutineret måde. Denne viden er ofte skjult og lever sit eget liv i bedste velgående. Når man spørger den enkelte terapeut eller behandler, hvorfor hun eller han gjorde det og det, er svaret ofte ”intuition”. Dette er vel ikke forkert men spørgsmålet er så hvad slags ting denne intuition er, hvordan den er etableret, hvordan den er blevet dyrket og plejet. Denne viden er ikke synlig eller bevidst og den ungarske filosof Michael Polanyi har kaldt denne kundskab Den tavse viden. Denne viden er ofte kropsligt funderet, nogen kalder den mavefornemmelse, nogen kan mærke den i sit åndedræt og andre reagerer med stærke følelser og får hjertebanken eller koldsved.

Dialogbegrebet er udviklet af mange filosoffer. I denne workshop bruges den jødiske filosof, Martin Bubers dialogbegreb, som i sin mest kendte form er Jeg-Du og Jeg – Det-relationerne. Bubers bidrag hjælper os til at se, hvornår vi har en Jeg-Du-relation, det vil sige når den mellemmenneskelige kontakt mellem to personer er direkte og umiddelbar. Denne form for relation adskiller sig fra Jeg-Det-relationen, som vi har når vi tænker og prøver at forstå et menneske ved hjælp af en teori, hypotese eller bruger sin tidligere erfaring aktivt for at sammenligne eller differentiere fra andres problem, egenskaber eller andet som kan hjælpe at forstå.