Terapi og politik: passer det sammen?
Af Mats Widsell, bestyrelsesmedlem i STOK
Metropol i København skulle i maj 2019 fejre sit 25års jubilæum for sin familieterapiuddannelse med temaet ”Relationel Etik og Dialogisk Praksis”.
Seminariet blev aflyst på grund af for få tilmeldinger, og Metropol valgte at lave Masterclasses for de studerende på bacheloruddannelsen i familieterapi med Sheila McNamee, der er professor i kommunikation på University of New Hampshire, den britiske familieterapeut Jim Wilson der har arbejdet forskellige steder i England, Skottland og Wales, professor og familieterapeut Peter Rober fra Universitetet i Leuven i Belgien, og Nora Bateson, dokumentarfilmer, datter af Gregory Bateson, og hun går i sin faders fodspår med at sprede viden om det systemiske perspektiv. Nora Bateson har lavet et institut i sin fars navne i Stockholm, hvor hun nu bor. Hun har også tidligere været oplægsholder på STOK´s årsmøde.
STOK blev inviteret til at deltage og lave interviews med oplægsholderene, og det blev undertegnet, der fik den muligheden. For at gøre konteksten klar til denne artikel, skal det siges her, at ingen af de fire interviewede i forvejen er blevet spurgt om de havde lyst (eller tid) til at blive interviewet om det politiske tema, derfor er deres svar de fire personernes spontane refleksioner på mine spørgsmål. Dog var alle positive til, og engagerede i problemstillingerne alle rede, hvilket fremgår i deres svar på spørgsmålene.
Neutralitetsbegrebet i familieterapi
En terapeut eller behandlere skal af tradition være neutral, og have som mål at anerkende klientens historie. Milanoteamet havde på et tidspunkt i 80érne i deres version av systemisk familieterapi, en praksis med bland andet at bestræbe sig om, kort fortalt, en neutral holdning til de forskellige familiemedlemmer. Neutralitet som praksis blev senere kritiseret, og resulterede bland andet i teorien om de tre domæner: der er situationer, hvor det ikke er ønskværdigt at have en neutral holdning, for eksempel, hvis der fremkommer viden om incest i familien. I dag anses dette for en naturlig praksis. Men hvad med andre former for situationer, hvor behandleren har en personlig holdning til det der sker politisk i samfundet? Er det ok at kigge på, mens folk bliver arbejdsløse, hjemløse, kommer under fattigdomsgrænsen, bliver udsat for rasisme eller andre former for undertrykkelse, uden at ytre sig om det politiske? Hvilke konsekvenser får det for de problemer, som traditionelt er fokus i familieterapi (og andre former for behandling og pædagogiske praksisser)? Hvilken rolle, ansvar og pligt har familieterapien i dag med et samfund, der er i hurtig politisk forandring? Skal der reageres og handles på? Og, hvis man skal, hvad sker det med neutralitetsprincipet? Hvordan kan man agere i, og med, et samfund der trænger ind i terapilokalet, på uddannelsesinstitutionen, eller andre samfundsinstitutioner, der af tradition kun behøver at passe (på) sig selv?
Dette ville jeg tale med de fire medvirkende om, og mit spørgsmål var derfor:
Hvordan påvirker den aktuelle politiske situationen medeksempelvis klimaforurening, flytingsituationen, rasisme og globalisering dit arbejde som terapeut/ forsker/formidler?
Interview med Peter Rober og Jim Wilson 6.5 2019
Jeg laver interviewet med Jim Wilson og Peter Rober efter den første dagens Masterclasses, hvor de to sammen, men skriftevis, talt om forskellige udfordringer som familieterapeut.
Jeg stiller ovenstående spørgsmål til de to, og Peter Rober starter med at fortælle om udfordringer i familieterapi i flygtnings-situationen, og om helt nye problemstillinger som har opstået som en konsekvens af denne. Hvordan kan man arbejde med traumatiserede mennesker, der samtidigt lever under trussel? Peter Rober har en kvindelig kollega, der var meget interesseret i at arbejde med flygtninge i en familieterapikontekst. Sammen publicerede en artikel om nogle af de udfordringer de har. En væsentlig problematisk ting er, at hele situationer er så polariseret: dem til højre siger at man skal lukke grænserene, og dem til venstre kalder dem på højrefløjen for racister. Det der svært at befinde sig i midten. Mange flygtninge er på transit til England og mange bliver i Belgien. Buschaufførerne, der transporterer flygtninge, siger at de ikke føler sig trygge i sit arbejde; der bliver sagt, at flygtningen stjæler og laver indbrud, derfor siger dem til højre, at flygtningen skal tilbage etc. Men ingen lytter til dem til højre, der i de fleste tilfælde ikke er rasister, men hovedsagelig er de bekymrede. Det er særdeles vigtigt for os, der mener sig tilhører venstrefløjen, at lytte og anderkende denne bekymring. Vi kan se på Trump og Brexit, at dette sker, hvis disse mennesker ikke føler sig hørt, og det er de heller ikke. Det er så enkelt at affeje dem som rasister.
Jeg spørger Peter Rober hvordan de skaber et sprog, der gør det muligt?
Ikke nemt, siger han, vi prøver først at overhovet at tale om det. Min kollega og jeg skrev en artikel om universaliteten: om forskellen mellem flygtningene og os, som er stærkt overdriven, vi er mere lige som far, som familie etc. I familieterapi taler man om forskellige kulturer og kulturkompetancer. Her kan man påpege, at der er mere ligheder end forskelle. Jeg prøver at komme tættere på den andens kultur, og holde min egen tilbage. Eksempelvis, hvordan er det at være far hos dig? Hvis jeg pointerer forskellen, viser jeg indirekte at jeg er bedre end den anden, og det er jo ikke det jeg mener.
Så hvis vi går tilbage til dit arbejde med jeres team, hvordan opstod det, spørger jeg?
Peter Rober siger: Lucy, en kollega, var tidligere en student hos mig, og hun ville arbejde hos mig, hvis jeg ville være med til at skabe et team, der hjælper flygtninge og indvandrere. Vi prøvede at få penge til det, hvilket ikke var let. Jeg er den eneste mand i teamet. Kvinderne er unge og meget engagerede, alle er under 38. Vi får arbejde med problem vi aldrig har hørt om tidligere. En kvinde siger for eksempel: ”jeg vil have beskyttelse for min børn. De er på dødslisten, jeg blev voldtaget, og min mand slog voldtægtsmanden ihjel. Min man og hans bror blev dødet, så jeg flygtede til Belgien. Det viser sig, at den anden familie også har flydt til Belgien, og de fik syn på mig, og sagde: din søn er snart 12, ik`? Så er han den næste der skal dø”. Hun gik til imamen for at stoppet vendettaen, men det kunne han ikke. Så nu vil hun have hjælp til at skabe tryghed for børnene. Et andet aspekt er, at efter terrorattakken i Bruxelles, kom sikkerhedspoliti for at få se vores journaler, hvilket vi selvfølelig nægtede dem. Det er en svær beslutning, i betragtning af hvilken situation vi befandt os i. En af børnene i terapi hos os i en anden familie, blev dødet.
Så hvordan arbejde terapeutisk med folk der er dømte til døden? Er der en ny metode, spørger jeg.
Peter Rober svarer, at det nok handler mest om at lære sig at leve med magtesløsheden, og acceptere at vi ikke kan hjælpe dem særlig meget. De kan pludseligt forsvinde, de har ikke papir, så vi kan ikke følge dem i deres liv. Det vanskeligste er at skabe en kontekst, der gør arbejdet muligt. Vi prøver at arbejde med andre institutioner, som skole, eller socialarbejdere. Vi prøver også at lave netværksmøder og inkludere alle der er involveret.
Du sagde tidligere i dag i dit oplæg, at det er måske ikke terapi, men at skabe en mulighed for folk at få lov til at sige hvad det har i sinde, at finde et rum at tale. Hvordan fungerer det her, spørger jeg?
I dette tilfælde er det paradoksalt nok de omvendte, siger Peter Rober, at give folk lov til taushed. Eksempelvis en kvinde der ikke ved hvorhen hendes mand er, er han død eller levende? Det er ikke muligt at tale om dette, så derfor er det vigtigt at få lov til at ikke sige noget om manden af hensyn til børnene. Desværre er det ikke meget man kan gøre i en sådan situation, igen er det at leve med magtesløsheden det vigtigste.
Jeg henvender mig til Jim Wilson og spørger hvordan det at leve i Brexitland, påvirker hans arbejde?
Praksis er altid politisk, svarer han, men tidligere har den nok været konservativ. Svaret på dit spørgsmål, om den politiske situation er, at vi har levet med nedskæringer i lang tid, også før Thatcher. Den neoliberale ideologi påvirkede den offentlige sektor, hvordan de skulle hjælpe de fattige eller dem der har sociale problemer. Før det behøvede vi ikke tænke over, hvor pengerene kommer fra. En stigende ideologisk bevidsthed vokser nu i mig. Nu bliver vi nødt til at tænke økonomisk, og hvordan den nye situation påvirker arbejdet. Det har betydningen andre steder, også her i Scandinavia, vi kan ikke kun tænke terapi uden disse komponenter. Det er svært at befinde sig der nu, hvor der er så mange andre ting, der påvirker folks liv nu fortiden. Paulo Freire, den brasilianske pædagog, har altid inspireret mig, og han er særligt aktuel nu, hvordan man kan tænke om terapi. Det var ikke noget jeg tænkte på for 20 år siden.
I følge dit spørgsmål om Brexit, så er det sådan, at det britiske parlament har været optaget af Brexit så længe, at alt andet er kommet i bagrunden. Hjemløshed, folk med overførselsindkomst og mange andre sociale problem og udfordringer. Vi har Foodbanks, hvor man kan få mad fra supermarkene, der giver mad til store bokser. Børn kommer til skolen uden at spist morgenmad, så de får mad af lærerene. Der er en social materialistisk ideologi man kan bruge, snarere end en teori på psykologisk grund, for at kunne forholde sig til problemerne.
Den andre spørgsmål, om man er mere politisk aktiv eller bevidst, kan besvares med, at i familieterapi er der en dominerende konservativ holdning. Der er ikke noget om Marx eller lignende indenfor social konstruktionisme. Eller om ligeværdighed, eller andre politiske problemstillinger. Man bliver i dag nødt til at virke på et politisk niveau.
Peter Rober tilfører: det store problem er ulighed, uanset om den rige er gul sort eller brun eller en anden farve. De store selskaber giver penge til velgørenhed, så behøver de ikke betale skat.
Freires ideer var radikale, de har hjulpet mig, siger Jim Wilson. På et makroniveau kan man tale om disse problemer, uden at man skal tale om hvad man skal stemme på. Freire sagde, at vi må starte med at politisere terapeutisk praksis. De narrative praktiker har gjort det mere, end de systemiske. Et andet eksempel: på en konference på Anna Freud Centre i London, var der en én der talte om, at i stedet for at observere spædbørn, som indgår i mange terapiuddannelser, borde man gå ud og observere arbejdspladser, klasserum og andre samfundsmæssige steder. Det var en provokation imod de traditionelle måder at tænke om terapi. Vi behøver ikke være i politiske partier for at virke politisk. Vi behøver ikke være marxister, for at arbejde for en ligeværdighed i samfundet, men vi behøver en ideologi, der kan hjælpe os.
Peter Rober: der kan være en anden måde at arbejde på, at politiske skriverier skal vær inkluderende. Det er ikke nok med vores fokus på vores individualisering. Det truer ikke de riges magt eller penge. Vi vil have ligeværdighed, men vi ændrer bare på familiernes eller gruppernes relationer.
Jim Wilson: Hvordan gør så man det, når man siger hej og velkommen til sine klienter, der kommer til sin praksis? De vil også gerne føle, at de også bidrager til samfundet. Hvordan kan du tale til dem, sådan at de oplever det?
Jeg spørger Jim, om han vil sige: hvilke bekymringer har om dit arbejde? Skole? Har du forsikring etc. At gøre det til en eksplicit del i terapien, vi du gøre det?
Jim Wilson siger ja, og giver et eksempel på en familie med fire børn, hvor manden er væk, et barn føler sig usikker, etc., og så kaldes de for ADHD. Det er dårlig terapi. Det er politisk uacceptabelt. Kig mere på de sociale implikationer for børnene. Peter Rober siger, at som supervisor er det ikke det jeg gør, men det ville være en god ide som terapeut. Det samme sker med flygtningebørnene, det får PTSD, i stedet for at man må forstå, at det er den eneste måde at leve på, at altid være parat. På vores arbejde gør ikke det, vi har ikke diagnoser, så vi fokuserer ikke på lige det. Dog vil vi bruge det hvis vi skal have penge for at få støtte.
Jim Wilson: hvis man taler med dem om deres problematiske sociale livssituation, er der grænser for hvad terapi kan forandre. For hjemløse gælder, at først give dem et hjem, derefter at begynde arbejde med terapi.
Jeg kommer i tanker om, at i 70érne skulle socialarbejder virke for at samfundet skulle forandres, i 90érne skulle man arbejde med familierne, nu skal der arbejdes individuelt med narrativ terapi, kan I genkende det? Til forskel fra dette, er Just Therapy Group i Ny Zealand ekstremt politisk, ALT er politisk, ikke noget er psykologisk.
Jim Wilson siger, at Freires ide er, at på mikro-niveau får man feedback, hvad man som terapeut kan gøre bedre. Noget andet, end det politiske perspektiv på makro niveau.
Peter Rober: vi arbejder for forandring, men vi taler ikke meget om det. Jeg har lært meget fra den slovenske filosof Slavoj Zizeks måde at kigge på samfundet, det har hjulpet mig meget.
I en af Milanoteamets bøger, hvor der var det et eksempel på, hvordan værdierne skifter fra generation til generation, og hvilke konsekvenser det kunne få. Hvilket betydning har det eksempelsvis, at så mange er skilt i dag, noget der var meget usædvanligt for 60 år sedan, i hvert fald hvor jeg kom fra? Når jeg begyndte i skolen, var der en pige med fraskilte forældre, og jeg havde aldrig hørt om det.
Jim Wilson: der har stor betydning, også hvorvidt man har et neurologisk eller politisk perspektiv på forandring. Vi bliver nødt til at tale om det, ikke gemme sig og dyrke vores egne perspektiver.
Interview med Sheila McNamee 7.5 2019
Jeg stiller de samme spørgsmål om politisk engagement til Sheila McNamee, og hun svarer, at hun arbejder politisk via at skrive artikler, undervise om undertrykkende diskurser og at lave projekter. På trods af en ny form af Mccarthyismen, (jagt på venstreorienterede ansatte i den offentlige sektor i USA i 50érne) føler hun sig ikke truet, men fortæller om en kollega der kørte studenter til stemmeboksen, en ren transporthjælp, Kollegaen havde stripes på sin bil om Hillary Clinton, og bliver beskyldt for at indoktrinere studenterne.
Sheila McNamee er professor på USA´s dyreste universitet, hvilket selvfølelig får betydning for den politiske diskurs. Andre ”billigere” har ofte andre standarder og har noget gang et rygte om, at ikke være så gode. De er mere praktisk orienterede som for eksempel ergoterapeutuddannelse. Der er det en lidt anderledes diskurs.
Det, der har gjort Sheila McNamee mere politisk, såvel som teoretisk/praktisk de sidste 20 år, er udviklingen USA. Den gang, i 80-90, var det systemiske paradigme mere beskrevet som en metode, mens det nu fortiden snarere er en politisk og etisk holdning. Situationen i USA efter 9/11 har skærpet de politiske modsætninger. Situationen med George W. Bush og krigen i mellem østen har sat et stort skub i denne negative udvikling, og har kulmineret med Trump.
Sheila McNamee er en ”gammel ”gæst i Danmark, og har i mange år særligt været en talskvinde for socialkonstruktionisme. Hun er ude og underviser og laver projekter, og har i skrivende stund kommet fra Afrika, med mange specielle oplevelser. Hvad har du særligt hæftet dig ved i Afrika, spørger jeg? Hun svarer, at hun er efterhånd blevet mere opmærksom på de forskellige kulturelle kontekster, og om at lave dialoger mellem dem. Det har fået hende at se det relationelle perspektivet endnu tydeligere, og kalder i dag sit perspektiv for relationel konstruktivisme. Inkluderet i dette perspektiv er det etiske, som er umuligt at se væk fra, når mennesker skal forholde sig til hinanden i det offentlige, det private eller andre praksisser hvor udvikling og samarbejde skal til, for at forandre en situation. Bevidstheden om koordineringen af mange forskellige diskurser kræver en særlig opmærksomhed på de processer som samskaber vores verden.
I hendes undervisning på Metropol i dag, fortæller hun om forskellige måder at agere etisk, og jeg spørger hende, om etik på en eller måde er i familie med politik, hvilket hun besvarer med et ja. Der er den samme situation der kan beskrives med forskelige ord, begreber eller diskurser, men nogle er mere lige end andre. Det kan være svært nogen gang at se og vide forskellen, men hver disciplin har sit eget sprog, teori, tradition og praksis, hvilket begrebsligt kan differentiere mellem dem. Men som sagt, forskellen er ofte så lille, at begreben etik og politik kan bruges synonymt.
Jeg spørger Sheila McNamee hvad hun referer til, når hun siger at de sidste 20 år i USA har gjort hende mere politisk, og hun fortæller om en politisering af terapi i USA, og i andre deler af verden, og giver som eksempel Just Therapy-Group i Ny Zealand, som i høj grad politiserer folks problem, snarere end at se deres problem individuelt, og giver et eksempel med en enlig mor med depression. I stedet for den individuelle biokemiske diagnose, har de et politisk perspektiv: de siger, at denne kvinde er underlagt vanskelige sociale vilkår, og de ser løsningen snarere i social støtte, og primært at få kvindens historie fortalt, og at få kritiseret undertrykkelsen fra de sociale normer som handler om middelklasens lykkebegreb. På en lignende måde, siger hun, har også mit arbejde som akademiker og professor radikaliserets, og temaer i mit akademiske projekt-repertoire handler ofte om uretfærdigheden med en overdiagnosticering og håndteringen af f.eks. ADHD, hvor løsningen er at give den enkelte eleven (hvis denne bliver undersøgt og diagnosticeret) en støtteperson i klassen, og helt pludseligt er det 10 støttepersoner i klassen, i stedet for at fokusere på mindre klasser og mere penge til undervisning. Myndigheder kræver en professionel/lægelig vurdering, og svaret gives i en individorienteret medicinsk diskurs.
Et andet eksempel i Sheila McNamees repertoire er vold i familier, der kan komme at ses i de samme lys som eksemplet med ADHD: manden (typisk) kan ikke kontrollere sig på grund af nogen hjerne-forstyrrelse, og behandlingen er individualistisk med medicin, indgreb i familien med tvangsfjernelse af børn etc.
Ikke at det er noget nyt, siger hun, men trenden er stærkere i dag end for 20 år siden. Dette optager mig på den måde, at mit fokus i dag meget mere handler om at skabe dialoger om disse situationer, end at som hun gjorde tidligere, undersøge kommunikationsformerne i familierne. Det var før mere fokus på metoderne og formerne, nu mere på relationerne. Det er dette jeg mener med relationel ansvarlighed.
Interview med Nora Bateson 8.5 2019
Til sidst vil jeg stille Nora Bateson de samme spørgsmål, vel vidende om at hun ikke hverken er behandlere eller ansat på en institution.
Jeg spørger, om hun på nogen måde har skiftet eller lavet om på sit arbejde i forhold til den aktuelle politiske situation med migration, forurening, økonomisk krise etc. Nora Bateson har altid været en politisk person i kraft af hendes måde at tænke på, siger hun, og som en naturlig konsekvens af det, lavet projekter der viser på behov for politisk forandring. Hendes tankemåde er gennemsyret af systemisk / økologisk tænkning, og tillige handling. Nora Bateson fortæller i sin film om sin far, at hun som lille ofte sat på gulvet når han holdt oplæg, eller ved andre tilfælde, og så at sige, fik det ind med mælken. Han tog hende med på ekspeditioner for at undersøge naturen, og hun får os op øjene for den kompleksitet, der er at finde i alle former for liv. Også i den døde delen af naturen, som sten, fosiler etc. Derfor er hendes perspektiv altid præget af at se helheder og forbindelser mellem delene der udgør kompleksiteten i verden. Der er dog en vigtig forskel der adskiller en ”traditionel” måde at se tingen på – det er ikke delene, heller ikke helheden, men relationerne der udgør forskellene mellem alle deler, og som udgør kompleksiteten.
Da jeg siger, at dette er vel den ”gamle Nora”, der altid har haft den holdning, så hvordan er den ”gamle Nora” blevet påvirket af den aktuelle situation? Nora Bateson tøver ikke med svaret: jeg holder ikke min mund mere, hvor jeg tidligere måske var mere tilbageholdt med at opponere mig. At der foregår luftforening, er i dag en kendsgerning, som de fleste fornuftige mennesker er klare over, men økologi handler ikke primært om hvordan vi sænker CO2, men hvilken tænkning der skal til, for at forstå, hvordan forureningen hænger sammen med en politisk verden. Alt vi ser rundt os, er produkter af en eksploitering af den tredje verden, for eksempel tøj fra Bangladesh, som der ikke er noget interesse af at lave om på. Det er i dag en misforståelse, at bare vi køber grønne og økologiske varer, gør vi noget med forureningen. Det gør vi, selvfølgelig, men det gør ikke nogen grundlæggende forskel, da der bare opstår nye ting at eksploitere vores liv med. Gevinster der opstår, bliver investeret i ny grøn industri, pengene i kapitalens lommer, og alt er som tidligere, bare nu med en ny farve, ”grøn”.
Dette var Gregory Batesons grundlæggende ide om økologi. Menneskets hybris, at vi nægter at tage problemerne alvorligt, men hæver sig over dem, for eksempelvis overgødning af vores marker, og tænker, at vi finder sikkert på noget at gøre ved det på et tidspunkt. ”Vi har jo så god forskning”. I stedet for, siger Gregory Bateson, at det ikke er gødningen i sig selv der er problemet, ingen gang ”symptomet” problemet, men den grundlæggende linere tænkning, der har præget vores samfund i mange hundrede år, der skaber disse problemer. Nora Bateson påpeger at der er en dominerende misforståelse i hvordan vi forholder os til problem, uanset om det er på mikro niveau, familien, eller på makro niveau, landbruget eller industrien, såvel som den teknologiske udvikling. Dette er hvad Gregory Bateson kaldt hybris, hvilket er et begreb fra det gamle testement, hvor guderne afstraffede menneskerne, hvis de hævede sig over gudarne, og tog magten i sine egen hænder.
Nora Bateson giver et andet eksempel på mangel på systemisk tænkning. Vi ser en tiltagende tendens at løse de aktueller problemstillinger med en binær tænkning, som er et enten-eller-perspektiv. Enten indvandring eller grænsekontrol og stramninger. Enten Hillary eller Trump. Problemet er her, siger Nora Bateson, at der er den samme mangel på tænkning om komplicerede sammenhæng, global historie, menneskets behov for mad og tryghed i en utryg verden.
Kommentar
Dette er de svar jeg fik, da jeg interviewede de fire personer, og jeg takker dem for at de gav sin tid til at hjælpe os at blive klogere på vores verden. Jeg sender spørgsmålene videre til Systemisk Forums læsere, og undrer, om her er noget der kan tales om i STOK. Vi har et årsmøde i november, hvor der er velkommet med workshops, gerne inspireret af disse temaer som er berørt i artiklen, eksempelvis arbejde med indvandrere, social udsatte mv.
STOK er i gang med at styrke sin eksistens og størrelse efter flere års afmagring med faldende medlemstal (som i skrivende stund stiger!). Kan det tænkes, at STOK kan få en mere politisk synlig profil med engagement, som eksempelvis at deltage i folkemødet på Bornholm? Skal STOK tage et samfundsansvar og deltage i den offentlige debat i pres og andre medie? STOK har nu fået sin egen opdaterede Facebookside, LinkedIn, og hjemmesiden skal moderniseres, sådan at både den interne og eksterne debat kan tydeliggøres. Skal vi fortsætte at dyrke vores egne perspektiver, som Jim Wilson sagde, eller skal vi ud i byen og markere den viden og erfaring vi har?
Ti sidst, tak til Metropol for at gøre denne artikel mulig.