Introduktion
Dette essay indeholder en oversigt over, hvordan sproget som fænomen har udviklet sig indenfor det ’systemiske’. Det ’systemiske’ betragtes i denne artikel som en fællesnævner for de teorier eller idéer, der som udgangspunkt har kontekst, kommunikation og relationer som sit vigtigste og mest centrale element. Hvis man forestiller sig en paraply som samlingsmetafor for det systemiske, hænger der forskellige bolde med navne som systemteori, kybernetik, kommunikationsteori, konstruktivisme, social konstruktionisme, narrativitet, poststrukturalistisk/postmodernistisk sprogfilosofi og narrativitet på denne paraply. Denne artikel går ikke ind i denne paraplys mere specifikke teorier eller begreber, men tematiserer sprogets transformation, dvs. hvordan sproget som fænomen har udviklet sig indenfor forskellige praksisformer (som f.eks. terapi, supervision, organisationsarbejde i form af ledelse eller konsultation). Det anbefales derfor, at læseren gør sig bekendt med eller læser primær- og sekundærlitteratur i forhold til de emner, der uundgåeligt vil blive taget op undervejs.

Når jeg i denne artikel refererer til sproget, refererer jeg til alt det, som mennesket kommunikerer, dvs. verbal- og ikke-verbal kommunikation, tanker, idéer, kort sagt alt der kan beskrives ved hjælp af ord. Sprog adskiller sig i denne sammenhæng f.eks. fra signaler, lyd, piktogrammer og tegn. Man kan kommunikere via disse fænomener, men fænomenerne mangler i sig selv kommunikativ værdi. ”Tegn er fænomener, som repræsenterer andre fænomener (Dines Johansen – Larsen 1994, sid 38)

Artiklen gennemgår i følgende afsnit hvert årti fra 1960’er og frem til i dag 2013 og beskriver derigennem sprogets transformation indenfor det systemiske. Artiklen behandler således de vigtigste nøglebegreber, forfattere og praksisformer med sproget som bærende element.

-50’erne
Det oprindelige formål med den systemiske teori var ifølge Bateson at undersøge kommunikationsmønstre og finde frem til de ”forskelle der gør en forskel”. Ifølge Bateson kan kommunikation kun skabe en forskel, hvis der opstår ny information, dvs. at 1) to ting kan adskilles fra hinanden og 2) at disse to ting er mærkbare for observatøren på en eller anden måde.

Bateson blev medlem af en tværvidenskabelig gruppe, der var støttet af Macy – et tøjfirma, hvis ejer byggede det første varehus i verden, i USA. Derfor kom gruppens møder til at blive kaldt for Macy-konferencer. Denne gruppe bestod af mange forskellige videnskabsmænd inklusive Claude Shannon, der var kendt for sin informationsteori. Denne gruppe udviklede en alternativ idé i forhold til de tidligere positivistiske og reduktionistiske videnskabsidealer. Man tog i stedet udgangspunkt i kommunikation og relationer i overensstemmelse med en overbevisning om, at man ikke kan forstå den enkelte person isoleret set, man må kende til den kontekst, som personen befinder sig i. System blev metaforen for de relationer, der forekommer mellem individer i en familie eller i en organisation. Systemteoriens pointe var, at et system karakteriseres ved feedback mellem de enkelte individer, og at denne feedback består af informationsudveksling med sproget som medium. Sproget kommer således i centrum for deres forskning – og får i denne sammenhæng en opmærksomhed, det aldrig tidligere har haft.

Bateson blev bl.a. engageret i et projekt, hvor man skulle observere kommunikationen i familier med skizofrene medlemmer. Ham havde i denne forbindelse ingen terapeutiske ambitioner, men ville blot prøve at forstå, hvordan kommunikation var i disse familier. Var der noget, der adskilte disse familier fra andre familier? Efter pres fra Macy om at få et konkret resultat publiceret, skrev Bateson og to andre kollegaer i gruppen artiklen Towards a Theory of Schizophrenia, hvor double-bind teorien blev præsenteret. Pointen var, at der gennem en særlig form for kommunikation skabes en sprogligt umulig (paradoksal) situation, der består af to momenter: 1) at et paradoks bliver introduceret som en anden person skal handle ud fra – dvs. at uanset hvad man gør, bliver det forkert (paradoksalt) og 2) at denne person bliver krænket og hånet for, at personen reagerer på en måde, hvor hans eller hendes hjælpeløshed kommer til udtryk. Det bliver umuligt at forlade systemet. Senere ærgrede Bateson sig over, at denne artikel blev publiceret, fordi den blev groft misforstået som en ny måde at finde en syndebuk, oftest moren (den skizofrene moder) som en forklaring på skizofreni. Tanken med systemteorien var netop at komme væk fra både syndebukstænkning og lineære forklaringsmodeller.

-60’erne
På trods af ovenstående kom der indenfor gruppen fokus på kommunikation – og et par af gruppens medlemmer, deriblandt Paul Watzlawick, skrev en bog om emnet; Pragmatics of Human Communication (1967). Tidligere var kommunikation blevet betragtet som en mængde information, der blev overført mekanisk. Som noget nyt opstod der et fokus på det relationelle aspekt ved kommunikation. Pragmatics of Human Communication beskriver 5 aksiomer, en slags grundantagelser om forskellige aspekter ved kommunikation. Et centralt aksiom er, at det er umuligt ikke at kommunikere. Al form for adfærd er kommunikativ, også den slags adfærd der ikke har til hensigt at være kommunikativ. Denne form for kommunikation kalder forfatterne for analog kommunikation til forskel fra digital kommunikation. Her er en af pointerne fra Bateson, at al kommunikation ikke er information, dvs. har gjort en forskel. Der sker meget omkring os, som vi ikke registrerer. Information er derfor kun kommunikation, der skaber en forskel, et såkaldt ’mønster’ ifølge Bateson.

Watzlawick, Haley og deres kollegaer i Palo Alto udviklede den strategiske terapiform der som bærende idé havde at en intervention skulle skabe en ønskværdig effekt udfra en kommunikations- og systemteoretisk forståelse af det aktuelle problem. Systemets struktur skulle ændres, sådan at symptomet eller problemet forsvinder. Problem ses som tegn på manglende balance i systemet og på samme tidspunkt den effekt der opstår i systemet, dvs., som feedback/respons på familie-medlemmernes kommunikation. At forstærke symptomet for at på den måde få symptombæreren til at afstand fra det, eller at reformuler (reframing) konteksten for problemet er eksempel på strategiske interventioner.

Disse idéer om kommunikation findes implicit en sprogfilosofisk idé fra Wittgenstein (1953) og Austin (1949) om, at sprogets væsen ikke er at afbilde virkeligheden, den såkaldte korrespondens-teori, men at dets vigtigste hensigt er at skabe mening; dvs. at sproget kan betragtes som handlinger. Man gør noget når man taler, at sige noget er en form for handling. Man skaber en effekt med det man siger, sådan at et andet menneske reagerer med at handle: Det andet mennesker går, sidder, taler og henter noget som feedback på det der er blevet sagt.

Indenfor filosofien kom denne såkaldte ”sproglige vending”, hvor man fokuserer på sprogets betydning og effekt særligt til udtryk indenfor den anglesaksiske filosofi. Den sproglige vending får også betydning indenfor andre discipliner, bl.a. indenfor litteraturvidenskab og antropologi.

-70’erne
I Milano i Italien arbejder fire psykiatere med unge patienter med forskellige former for svære psykiske lidelser som f.eks. anoreksi og skizofreni. Denne gruppe kommer i kontakt med de system- og kommunikationsteoretiske idéer og inviterer Watzlawick til Milano for at supervisere deres arbejde. De begynder at læse Batesons skrifter meget grundigt og udvikler en model (Palazoli et al 1978, 1980, Cecchin 1987) som omhandler arbejdet med hele familier i stedet for blot at fokusere på den enkelte patient. Gruppen startede oprindeligt på et institut med en psykoanalytisk reference-ramme men 1973 dannede fire af medlemmerne Milano-teamet, som vi kender det i dag. De var interesseret i at lave familieterapi udfra et systemteoretisk/strukturelt perspektiv. Påvirket af Watzlawicks undervisning og supervision, begynde de med at lave terapi med strategiske interventioner og så familiens problematik i høj grad som et spørgsmål om magt både mellem familiens medlemmer, men også imod terapeuterne. Metaforikken kom til at blive præglad af krigs- og konflikttermer og begreber. Dette førte Watzlawick med sig fra USA, og muligvis kommer denne diskurs fra det kolde kriges sprog (Boscolo et al).

Milano-teamets idéer om terapi kom herefter at blive mere inspireret af Batesons grundlæggende idéer om information og forskel. De tager udgangspunkt i en cirkulær forståelse af problemet i familien. Når der ikke er noget enkeltindivid, der er årsag til problemet, må problemets eksistens have sin egen logik, som er vanskelig at afdække ved første blik. Derfor laver man hypoteser om, hvordan den enkeltes adfærd kan forstås ud fra hele systemets adfærd, og hvordan denne adfærd er en respons på systemets kommunikation til den enkelte. Alle responderer på alles kommunikation, dvs. alle gør noget med hinanden og denne kommunikation/handling skaber en ny osv. Derfor bliver man interesseret af, hvordan man kan få viden om denne kommunikation, om disse mønstre i familien, og hvordan man dermed kan foretage interventioner, dvs. komme med en form for anbefalinger eller råd om, hvordan en alternativ adfærd kan hjælpe familien. Man laver spørgsmål, og svarene på disse spørgsmål beskriver forløbet i familiesystemet. Disse spørgsmål får navnet cirkulære spørgsmål. I denne sammenhæng bliver teamet nødt til at have en holdning, der ikke direkte udpeger nogle familiemedlemmer frem for andre eller skaber alliancer mod nogle inden for en gruppe. Neutralitet bliver i denne forbindelse, sammen med cirkularitet og hypotesedannelse, de tre nøgleord som Milano-teamets praksis bliver præget af. Milano-teamets vigtigste terapeutiske instrument bliver spørgsmålene.

Den canadiske psykiater og familieterapeut Karl Tomm tog til Milano for at studere teamets arbejde. Han bed særligt mærke i den måde gruppen spurgte på og skrev følgende nogle artikler om de forskellige spørgsmålstyper. Gennem at spørge på en særlig måde kunne man skabe beskrivelser af cirkulære forløb. Dette var ikke muligt med lineære spørgsmål, der fokuserer på årsags-virknings sammenhænge. Sproget blev således betragtet som et middel til at skabe nye beskrivelser om familierne. Disse beskrivelser fokuserede på forandringsprocesser i familierne, på de mønstre man etablerede ved at forholde sig til de problemer, man havde, når man opsøgte teamet.

For at kunne lave cirkulære spørgsmål som terapeutisk intervention, brugte Milano-teamet positive konnotationer for at få et grundlag for at komme videre i interviewet. Idet at der ikke er nogen lineær årsag til, at man har de problemer man har, og at der ikke findes nogen skyldig til det, kan problemet forstås udfra idéen om at systemet har en logisk forklaring; fordi alle gør som de gør, opstår dermed de reaktioner og responser som en logisk følge. Det kan ikke blive anderledes. Herefter bruges denne forklaring, som er formuleret som en cirkulær hypotese, som en idé at arbejde videre med og udforske med cirkulære udspørgen. Dette kan man undersøge nærmere, når man stiller refleksive spørgsmål, der har til hensigt at ændre konteksten helt. Et refleksivt spørgsmål til et par forældre kan f.eks. være: ”Hvad er det bedste ved, at I skændes så meget?”, ”Hvad er det værste, der kan ske, hvis I holder op med at respektere hinanden så meget?”. Ved hjælp af en sproglig omformulering tilbyder man, at klienten kan begynde at trække på andre historier og beskrivelser af et problem/et forløb eller en adfærd, der tidligere blev defineret som problematisk. Via sproget udfordrer vi således de problemskrabende historier og tilbyder således, at disse historier kan forandres og tage nye former, idet det sprog vi benytter os af, kan tage utallige former.

Første ordens kybernetik betyder, at man kan observere en person og dennes kontekst udefra og foretage objektive beskrivelser af, hvad der forgår. Dette blev der sat spørgsmålstegn ved, fordi det var svært at se bort fra ens egen betydning i den terapeutiske kontekst. Anden ordens kybernetik betyder, at man altid betragter sig selv som aktiv deltager i det, der foregår, og at man derfor ikke kan udtale sig objektivt om virkeligheden. Men hvad er så alternativet til objektivitet? Milano-teamets idé fra -70’erne bliver udfordret i det følgende årti.

-80’erne
Milano-teamet valgte at dele sig i to grupper under indflydelse af anden ordens kybernetikken. Maturana blev i denne sammenhæng en indflydelsesrig person som tilføjede et konstruktivistisk perspektiv (se nedenfor). Det blev således umuligt at tænke tanken, at man som uafhængige terapeuter kunne behandle en familie, uden at man havde en (negativ eller positiv) indflydelse på resultatet. Da teamets sprogbrug tidligere var præget af bl.a. krigsmetaforer som et udtryk for, at der var nogen, der havde magten i familien, og at dennes magt til dels var årsagen til problemet (se ovenfor om den skizofrene moder), ønskede de to herrer Boscolo og Cecchin (1987) at orientere sig mod et sprog, der placerede nysgerrigheden i centrum. Gennem altid at være i en spørgende position og uden at lave interventioner, der skulle ændre på magtsystemet i familien, blev den terapeutiske samtale en ’on-going-process’. Neutralitet bliver skiftet ud som en idé om et princip, til et spørgsmål om en grundlæggende holdning og attitude.

Før Bateson døde i 1980, blev han spurgt om, hvem der ville kunne tage hans arv op. Bateson pegede i denne sammenhæng på Humberto Maturana fra Chile, der arbejdede som biolog og havde forsket en del i levende systemer ud fra et biologisk perspektiv. Maturana havde en konstruktivistisk indgangsvinkel til systemer, primært udfra sit neuro-biologiske perspektiv. Maturana argumenterer for, at qua det faktum, at alle levende væsener er selvreferende og autopoetiske, dvs. at de gør, som de gør, som en måde at opretholde og reproducere sig selv ud fra egne præmisser og intentioner, er det umuligt at ændre andre mennesker. Maturanas motto lyder i forlængelse heraf: Instruktiv interaktion er umulig. Man kan kun forstyrre et andet menneske med en sproglig henvendelse, som er lige tilpas, som kan bidrage til at komme videre på den andens vej. Mennesker forstyrrer hinanden ved hjælp af sproget. Insekter forstyrrer f.eks. hinanden med væsker, andre dyr ved hjælp af lyd og signaler.

Maturana blev inviteret til USA, til Galveston Familytherapy Institute i Texas af bl. a. Harry Goolishian og Harlene Andersson. Inspireret af Maturana og det konstruktivistiske aspekt formulerede Goolishian og Anderson et sprogsystemisk perspektiv i forhold til terapi. Tidligere var tanken, at det er systemet, der skaber problemet, f.eks. fra Milano-teamets idé om en form for homeostase i systemet, hvor alle gør det så godt, de kan ud fra deres præmisser. Hvilket dog ikke er det samme som, at alt der gøres, er det mest hensigtsmæssige. Nu kom i stedet idéen om, at et system bliver skabt i og gennem sproget – gennem den måde der tales på. Alle der taler om problemet er en del af problemet. Konsekvensen af dette er således, at hvis man taler anderledes, skaber man noget andet. Hermed bliver den første spire til anerkendende tale og anerkendende sprogspil lagt.

I dette årti blev idéen om neutralitet ligeledes diskuteret og kritiseret. Der blev argumenteret for, at der findes tidspunkter, hvor man ikke kan være neutral. Maturana holdt et foredrag i London i 1985, hvor mange af de ledende personer indenfor ’det systemiske’ var til stede. Her fremlægger Maturana idéen om de tre sproglige handlingsdomæner. I forskellige sammenhænge eller kontekster taler man forskelligt afhængigt af, hvad man ønsker at opnå. Æstetikkens, forklaringens (/refleksionens) og produktionens domæner er navne på de talemåder, der bliver brugt, mener Maturana. Disse idéer blev beskrevet i en artikel af Lang, Little og Cronen.

-90’erne
I løbet af 90’erne kommer også social konstruktionismen frem som endnu et bidrag til den ’systemiske familie’. Den social konstruktionistiske tradition, repræsenteret ved Kenneth Gergen (1994) tager afstand fra en essentialistisk tænkemåde – og argumenterer for, at virkeligheden skabes qua sociale – verbale som nonverbale – konstruktioner. Den måde, ’virkeligheden’ forstås på, betragtes som én ud af et utal af mulige – og samtidigt eksisterende sociale konstruktioner. Vores forståelse af ’virkeligheden’ spejler således ikke en autonomt eksisterende virkelighed – men er én fremstilling ud af flere mulige.

Det at tale betragtes som en social handling. Det er således gennem sproget – via samtalens interrelationelle proces – at vores konstruktion af forskellige begreber opstår. Vi skaber altså forskellige repræsentationer af virkeligheden gennem sproget. Dette betyder ikke, at virkeligheden ikke eksisterer i sig selv, men vores ’adgang’ til virkeligheden går gennem sproget – og får kun betydning gennem sproget. Den måde sproget er struktureret definerer og determinerer således vores oplevelse af ’virkeligheden’.

Med dette afsæt går Gergen således imod den individuel-psykologiske approach, der taler om det psykologiske som noget, der er inde i mennesket. Virkeligheden bliver, som sagt, skabt i sproget og eksisterer kun dér.

I den konstruktivistiske tankemodel havde bl.a. Maturana introduceret idéen om autopoesis, at alle levende systemer er selvreferende og selv-skabende. Dog havde Maturana en løsning på det solipsistiske dilemma (solipsisme = kun jeg), at hvis man kun er selvrefererende, kan man ikke have en fælles idé om virkeligheden, en idé som bl.a. førtes frem af såkaldte radikale konstruktivister (von Förster, von Glaserfeld). Maturanas løsning var, at mennesker ikke kan forandre hinanden, men snarere forstyrrer hinanden til at få et lidt andet synspunkt på omverdenen. Denne forstyrrelse foregår gennem sproget. På denne måde kan man sige, at Maturana har en fod i konstruktivisme og den anden i socialkonstruktivisme (jeg er dog ikke sikker på at han selv ville acceptere denne beskrivelse).

År 2000 og fremover

Seden 1989 år har Michael White (Australien) og David Epston (New Zealand) arbejdet med at udvikle en narrativ terapi, dvs. en terapiform, der tager udgangspunkt i fortællingen. En radikalisering af identiteten, fokus på magtfordelingen mellem terapeut og klient er nogle af kendetegnene ved den narrative terapi. Her er altså endnu et aspekt på, hvad sproget kan gøre ved os og vi med det. White bruger mange sproglige metaforer, som f.eks. ’tynde’ og ’fyldige’ beskrivelser, ny-skrivning af historier og at være ’med-forfatter’ til formuleringen af alternative fortællinger. Han låner begreber fra antropologi, lingvistik og poststrukturalistiske filosoffer som f.eks. Foucault og Derrida for at udvikle ”kort”, som benyttes under det narrative interview, kort der orienterer terapeuten i forskellige retninger med det formål at genetablere en ny identitet. Det narrative projekt går i høj grad ud på at arbejde med personens identitet som en fortælling, hvor mange historier ofte er gået til glemmebogen. Når det gælder personer med problemer, som opsøger samfundets hjælp, har de oftest problemer, der er defineret af andre. Disse problemer kalder White for en ’tynd’ historie eller beskrivelse inspireret af antropologen Clifford Geertz. Alternative historier er ikke mere genuine eller ægte end andre, men kan betragtes som historier, der har leget i skyggen i mange år, som David Epston udtrykker det. Målet med den narrative praksis er at skabe mulighed for, at disse alternative historier kan folde sig ud, hvor klienten i samspil med terapeuten ny-skaber eller ny-fortæller de nye historier.